Hvad er karry og er det et eller flere krydderier? Her kan du se hvad karry helt grundlæggende er, og du får den korte historie om det populære krydderi.
Karry er et af de allermest populære krydderier, og her kan du få lidt mere viden om hvad det egentlig er for noget.
For det første er det godt at vide, at karry ikke er ét krydderi.
Faktisk er det en blanding af mange forskellige slags krydderier, og der er gerne mindst 10 krydderier i en karryblanding.
Ja, faktisk kan der sagtens være flere, og jeg har endda set blandinger med op til 20 forskellige. Så karryen er altså i virkeligheden er ret kompleks størrelse.
Netop derfor kan der også være stor forskel på hvordan en karry smager, for den kan altså være sammensat på et utal af måder.
Ingredienser i karry
Der er dog nogle krydderier, som altid går igen i en god karry.
Det drejer sig blandt andet om gurkemeje, der især er med at give karryen den gule farve.
Og ellers kommes der ofte også spidskommen, peber, kanel, bukkehornsfrø, kardemomme, muskatnød, nelliker, hvidløg og allehånde i karryblandingen.
Der er også flere krydderier, men som sagt er der mange måder at lave en god karry på.
Indisk familetradition
At blande den rigtige karry er ikke bare lagt an på tilfældigheder i Indien, der er karryens hjemland.
Her har mange familier deres egen opskrift på karryblandingen, og det er opskrifter, der er gået i arv gennem generationer.
Derfor findes der virkelig mange forskellige karryopskrifter, og hver familie kan have sit eget særpræg.
Karry i Danmark
Karryen kom til Danmark i 1800-tallet, så det har altså været i de danske køkkener i mange år.
Den indiske krydderiblanding optrådte eksotisk i kogebogen Mari Hemmingsens Kogebog, der udkom i 1828.
I den kunne man blandt andet se opskrifter på and og ål i karry.
I de efterfølgende år fulgte flere andre danske kogebøger op med karryopskrifter, og langsomt bredte brugen af karryen sig ud i de danske hjem.
I dag anvendes den blandt andet til boller i karry, der jo nærmest er blevet en dansk nationalret.